Teatertur til Spanien med overraskelser

Jeg var i Spanien, sammen med Inger, hendes hjælper Maja, instruktøren Jesper og min hjælper Henrik. Det var en sjov tur, hvor vi havde 5 dages ferie inden teaterfestivalen startede. Vi boede i Figueres, hvor Dali-museet ligger, og opsnusede (naturligvis) hurtigt at der var vin- og delikatessesmagning på torvet. Ikke så tosset at få med den første dag, at kunne drikke 6 glas vin og smage 6 af egnens specialiteter, for 40 kr.

Et af de smukke torve i Figueres.

Det var en fint tilrettelagt festival, med deltagelse fra en del lande, bl.a. fra Singapore. Festivalen blev afholdt i den meget smukke og gamle by Girona, 100 km. nord for Barcelona. Vores stykke blev meget vel modtaget. Men det er nu langt at tage for at spille teater i 20 minutter.

DIESEL PÅ TANKEN, OG I DUNKEN

Vi kørte i Ingers nye Ford Transit Diesel - hvilket skulle vise sig at blive skæbnesvangert...
Flere steder rundt om i Europa protesterede chauffører mod de hastigt stigende priser og afgifter på brændstof, før vores afrejse. Da vi skulle ind i Frankrig på vejen derned, diskuterede vi, om det ville være nødvendigt at købe ekstra diesel til dytten, og besluttede at købe en 20 liters dunk. Vi fandt et hotel et stykke inde i Frankrig, hvor vi overnattede. Næste morgen fik vi fortalt, at alle tankstationer var blokerede for salg af diesel. Det troede 5 naive danskere selvfølgelig ikke på. Men noget af det, som franskmændene siger, er altså rigtigt nok, kan jeg oplyse. Så måtte vi køre en lang omvej til Schweiz for at købe diesel. Da vi kom til Schweiz, kunne vi ikke opstøve en eneste reservedunk, fordi franskmændene havde fået samme idé som os (blot lidt tidligere). Ikke før et elskværdigt schweizisk ægtepar fulgte os ud til et byggemarked lykkedes det at skaffe nok dunke til, at vi kunne komme ud af Schweiz, gennem Frankrig og ned til Spanien.

TYFON I DET SYDLIGE FRANKRIG

Vi havde planlagt at forlade Girona mandag morgen efter festivalen. Men fredagen inden skulle vi mødes med de andre deltagere ude ved havet. På motorvejen der ud gik bilen i stå og ville simpelthen ikke længere. Vi fik tilkaldt noget assistance. Medens vi sad i bilen, blev vi trukket op på ladet af en kranbil og kørt på værksted i nærmeste by, Figueres (den by vi havde tilbragt vores første fem feriedage i). De kunne ikke reparere den i løbet af dagen, så vi måtte finde en anden måde at komme til Girona på - og det er ikke nemt med to el-kørestole - i alt fald i Danmark. Det viste sig nemlig, at der ikke var nogen problemer med at tage toget, hvor de havde en lift fra Århus til at løfte stolene ind med.

Bilen blev selvfølgelig ikke repareret i løbet af weekenden, men vi fik den mandag eftermiddag, og tog så af sted tirsdag morgen.

Da vi havde kørt et par hundrede kilometer, og var kommet op omkring Montpellier i Frankrig, var det galt med George igen (som bilen i mellemtiden var blevet omdøbt til).

Et par blev sendt ud på en lille gåtur til den nærmeste tankstation. Medens vi andre sad og ventede, standsede en politibil. En vrissen betjent bekendtgjorde på et ubehjælpeligt engelsk, at vi ikke måtte holde i vigesporet på motorvejen. Han tilkaldte assistance, og efter en halv times tid kom der en kæmpe kranbil. Proceduren fra om fredagen gentog sig, blot med den tilføjelse, at det nu var blevet et forfærdeligt uvejr, hvor det lynede, tordnede, regnede og haglede. Da vi kom væk fra motorvejen og ind på de mindre veje, var der allerede så meget vand at andre bilers hjul var dækket af vandet.

Vi blev slæbt hen på et lille værksted, der kun kunne reparere småskader, men som mest levede af biludlejning og bugsering. Ingen på dette sted så ud til at foretage sig noget i forhold til George. Vi skulle have ham hen på et Ford-værksted, så de der kunne tage sig af ham. Der var nemlig stadig garanti på ham. Men ingen så ud til at kunne hjælpe os. De sagde, at vi skulle ringe til vores 'agent' i Danmark.

Vi havde ingen franske penge, stedet lå langt fra en by og vi måtte ikke låne deres telefon, før vi havde parlamenteret i laaaaaang tid med dem.

Først ved lukketid var der en tidligere meget stresset, men nu venlig sekretær på stedet, der begyndte at tage vores problem alvorligt.

Hun fik George på værksted, og begyndte at ringe til næsten samtlige hoteller i Montpellier for at finde et ledigt hotel, hvor vi kunne komme ind. Det lykkedes hende langt om længe at finde et hotel med ledige værelser. Næste problem var, hvordan vi skulle komme derhen med alt vores grej, som nu stod lige inden for porten i garagen, som alle havde forladt undtagen den hjælpsomme sekretær og en noget utålmodig boss. Han kom dog i tanke om, at han kendte en taxachauffør, der havde en trailer. Denne chauffør og hans bror med hver deres taxaer blev tilkaldt. De kunne endog tale meget godt engelsk. Vi fik bakset stolene op på traileren, jeg blev lagt ind på bagsædet og bagagen og de andre placeret, hvor der kunne være plads. Og så gik det af sted til hotellet.
På turen til hotellet fik vi forklaringen på, at værkstedet ikke havde haft tid til at tage sig af vores mindre problemer. Uvejret, der nu var drevet over, viste sig at have været en mindre tyfon. Vi så, at tage var blæst af huse, huse var ødelagte og træer i massevis væltet. Senere hørte vi, at fem mennesker var omkommet, medens vi havde siddet i George på ladet af en kranbil, der kørte af sted på motorvejen, med regnen piskende ned omkring os. Fuldstændig surrealistisk.

FAWLTY TOWERS" LIGGER I MONTPELLIER

Vi ankom til hotellet ved ottetiden om aftenen. Og hvilket hotel! Et hotel der mest mindede om 'Fawlty Towers'. Det var placeret i et industri-område lige op ad en motorvej. Ejeren, var en tidligere sygeplejerske, der havde købt hotellet for to måneder siden, og ikke havde nogen som helst erfaring med hotelbranchen. Kokken havde meget løse håndled og kunne have været med i 'Præriedronningen Priscilla'. Natportieren mødte op med en god brandert på. De eneste to gæster vi så (de andre hørte vi kun om natten, hvor de tilsyneladende var meget aktive med atletiske øvelser på lagnerne), var en ældre herre og hans meget unge, smukke og sorte hustru fra Sydafrika. De var på en eller anden måde i familie med vores hotelejer, og medens manden ventede på, at kunne få en øjenoperation, var hustruen ved at lære hotelbranchen at kende, da de også lige havde købt et hotel i Afrika. Det så nu mest ud til, at hun lærte om rengøring og sengeredning.

Næste dag fik vi allerede ved middagstid at vide fra Ford værkstedet, at de ikke kunne finde ud af, hvad der var galt med George. De anbefalede os at lade George blive, og finde en anden måde at komme hjem på. Vi var imidlertid nødt til at få grønt lys fra Ford og forsikringsselskab i Danmark, at de ville dække flybilletter hjem. Det var de ikke særlig indstillet på, hvorfor vi brugte det meste af dagen på at ringe frem og tilbage og afvente diverse svar. Først hen under aften lykkedes, det efter meget pres, at få lov til at tage fly hjem, så hurtigt som muligt. Det lykkedes os at skaffe billetter til næste morgen, og bestille taxa-brødrene.

Vi stod i lufthavnen ved femtiden om morgenen og skulle have vores billetter. Men, men og atter men - kvalerne var ikke ovre endnu. Det viste sig, at der var sket en fejl, så kun Inger, Jesper og jeg havde fået billetter til Paris. Det endte med at hjælperne blev skrevet på venteliste. Efter en nervepirrende venten lykkedes det alle at komme med flyet til Paris. Da vi forlod Montpellier havde vi endnu ikke fået nogen bekræftelse på reservationen fra Paris til Billund. Men alt flaskede sig. De elektriske kørestole kom ud i Paris, bagagen blev automatisk sendt videre til Billund og vi fik vores billetter og kunne nu endelig drage til Dannevang.

HVAD DER KAN GÅ GALT - VIL GÅ GALT

Vi kom til ankomsthallen i Billund. Jeg i en af lufthavnens manuelle kørestole, som jeg ikke kunne sidde i, længere end transporten fra flyet til bagagebåndet. Jeg nærmest lå i den. Derfor så jeg frem til at komme op i den polstrede igen. Men ak, O ve! El-kørestolene var IKKE med flyet. Jeg blev nu lagt på lufthavnsgulvet, med udsigt til bagagebåndet, som største underholdning. En hjælper var nu ankommet for at hente os i en lånt bil. Da jeg ikke kunne sidde i bilen blev det besluttet, at Falck skulle komme og hente mig og min hjælper, og de andre kunne så tage bilen hjem. Efter et par timers venten på gulvet, og med modtagelse af to flys passagerer, kom Falck endelig og vi kunne komme til mit elskede Trige.

Jeg blev lovet, at stolene ville komme med næste fly fra Paris, som var sidst på aftenen.  Indtil da kunne jeg så sidde i min manuelle kørestol, dog uden at kunne bevæge mig rundt ved egen kraft. Så da jeg hørte hjælperens røst ude fra trappeopgangen, gennem brevsprækken sige: 'Dan, jeg har låst mig ude, hvad ska' jeg gøre?', så havde jeg mest lyst til at skrige: 'et ved jeg sgu ikke, og jeg er også lige glad!'. Vi fik dog fat i en låsesmed og kunne sætte os og vente på luksusstolen.

Men den var ikke med om aftenen!!!

Den var heller ikke med næste formiddag!!!

Derimod var den med sent fredag aften, og splittet ad, med flere ting der manglede, og nogle ting ødelagt!!!

Så først mandag kunne den repareres, og atter kunne freden og hverdagens stille rytme sænke sig over Dan Brock og hans omgivelser.