Klik for at komme til forsiden
Teatet Foredrag Om mig Det muntre hjørne
Beskrivelse af mig
CV
Mine rejseaktiviteter
Fotos

Beskrivelse af mig

Jeg er født den 9. maj 1961 på Østerbro i København. Jeg blev modtaget af mine jyske forældre og to ældre brødre.

Som 3-4 årig flyttede familien til Fyn. Først 5 år lidt uden for Marslev Stationsby, derefter flyttede vi til Rynkeby (den med æblemosten og marmeladen). Her opbyggede mine forældre et mindre gartneri.
Efter 10 år i folkeskolen, havde jeg absolut ingen idé om hvad jeg ville lave, så jeg tog 9 måneder på Egmont Højskolen i Hou.
Jeg flyttede tilbage til gartneriet, hvor jeg tog studentereksamen tre år senere på Mulernes Legatskole.
I 1983 tog jeg på min første større rejse, som var et halvt år til USA og Canada. Sammen med to venner kørte vi 42.000 km på det Nordamerikanske kontinent.
Da jeg fyldte 25 år, rykkede jeg teltpælene op og flyttede til Trige, en lille by lidt nord for Århus, hvor jeg stadig bor.

Jeg begyndte at involvere mig i handicabevægelsen gennem Dansk Handicap Forbund (DHF - dengang Vanføreforeningen) og især i Muskelsvindfonden. Jeg lavede blandt andet gadeteater, kurser og begyndte at holde foredrag.

I 1988 begyndte jeg at læse kinesisk sprog og kultur på Århus Universitet. Dette bragte mig til Shanghai et par år senere, hvor jeg boede i et år, medens jeg studerede på Fudan University. Jeg fortsatte studierne i Danmark i 2-3 år mere, men fik dog aldrig min kandidateksamen.

Jeg blev aktiv på mange områder i Muskelsvindfonden, hvor jeg i mange år sad i repræsentantskabet og bestyrelsen. Og var også næstformand i en kort periode.

Jeg har de seneste år beskæftiget mig en del med teater. Den seneste forestilling har været soloforestillingen "Svinemusklen", en debatskabende teaterforestilling om normalitet, accept og respekt.

Jeg er single, bor i lejlighed med lille have. Nyder livet og er vild med at opleve og sanse, hvad der foregår i min nærhed. Måske derfor er jeg vild med at rejse.

Jeg elsker mad (også at lave det), vin, øl og malt whisky (Laphroaig, Caol ila, Lagavulin og Oban er blandt favoritterne).

Her er nogle af mine interesser:

  • Samvær med interessante mennesker (især min godeste ven Gert Riis).
  • En snak om livets vigtige emner over et glas vin eller en kop øl.
  • Musik især fra 60’erne og 70’erne (og gerne af den lidt hårde genre).
  • At spille teater.
  • At grine sammen med andre.
  • Film (helst ikke amerikanske komedier)
  • At lære.
  • At nyde stilheden midt inde i en skov, at stirre ud på det vidtstrakte hav eller at kigge op på stjernehimlens uendelighed.

 

Klik er for at sende en mail til Dan Brock