KINA ER ANDET END STORBYER

Dan Brock har i to foregående rejsebreve underholdt Muskelkrafts læsere med beret­ninger om Shanghaj, den kinesiske hverdag og sine oplevelser som studerende ved Fudan Universitetet. Her følger hans tredje og sidste artikel, hvor han drager ud i riget.

Tre stupaer ved en sø nær Dali

Af Dan R. Brock

Jeg hører en høj, skinger lyd, da dampen fra togets maskine bliver presset ud gennem togfløjten og få sekunder efter sætter toget i bevægelse med den karakteristiske lyd af hjulene, der slår mod banelegemet.

De næste to og et halvt døgn tilbringer jeg i vores firekøjes kupé. Jeg benytter tiden til at få ajourført min dagbog, læse i en god bog, sludre, spise og sove. Vinduet er møgbeskidt, så det er umuligt for mig at se noget af landskabet.

Med det samme vi kommer uden for Kunmings banegård, er der en flok af taxi-chauffører og nysgerrige, der danner en kreds rundt om os. Det er umuligt at blive enige med chaufførerne om en nogenlunde rimelig pris for at køre os til et af byens hoteller. Det ender med, at vi går rundt, indtil vi finder et hotel, hvor receptionisten ikke giver os de to mest benyttede ord i Kina: "mei you" (det har vi ikke) på vores forespørgsel om værelse, men derimod det enkelte ord "you" (det har vi).

Foråret har allerede fået godt fat i træer og buske. Træerne langs med de få store hovedgader har spredt deres lysegrønne blade ud, så de danner tilpas skygge for de små buske og blomster, som er ved at springe ud i røde og gule nuancer.

Ud for de større hoteller står små flokke af Yunnans mange minoriteter. Det er fantastisk smukke kvinder i meget farvestrålende dragter. Stærke farver er ikke noget, vi er forvænt med i det øvrige Kina.

Skalkeskjul

Kvinderne forsøger at sælge deres flotte håndlavede tasker og punge. Det viser sig hurtigt, at deres småhandler er et skalkeskjul for at veksle penge. Her i Kina er der to pengesystemer. De eftertragtede og værdifulde FEC eller udlændingepengene og Folkets penge, Renminbi. Officielt er kursen den samme, men på det sorte marked er kursen 110. Det er selvfølgelig en ulovlig ombytning, og fjernsynets nyhedsudsendelser viser også jævnligt politiets fangst af sortbørshajer.

Så snart vi har forladt hovedgaden og er kommet ind på en af de små gader, er det slet ikke til at fatte, at vi faktisk befinder os i en provinshovedstad. Der er næsten ingen biler, og livet foregår på gaden. Mange af forretningerne er udvidet med en lille bod på fortovet. Slagteren er således flyttet udenfor for at foretage den endelige partering af sin specialitet, som han skilter med ved at lade et hestehoved stå på disken og et par hestehaler hænge ned fra markisen.

Pekingopera i det fri

Det er blevet søndag, og Jens og jeg er taget ind til byens park. Solen er for længst brudt gennem skylaget og står nu højest på himlen. Vi stopper op ved en lille pavillon, hvor en lille flok af ældre sidder og småsludrer. Blandt dem sidder to ældre kvinder og et midaldrende par i færd med at lægge masker af tyk teatersminke. På forunderlig vis ændrer deres furede ansigter sig til figurer fra Peking-operaen.

Under den timelange sminkning er mange kommet til. Vi har efterhånden dannet en hel ring, der markerer scenen. Det lader til, at det er en tilbagevendende begivenhed, da nogle åbenbart kender aktørerne og selv har medbragt små taburetter. Manden har nu iført sig kostumer fra Peking-operaen og startet stykket med en høj og stigende stemme. Han bliver lidt senere akkompagneret af én af de ældre kvinder. Ganske vist er kostumerne ikke så prangende, sangen ikke så klar, og spillet ikke så professionelt som på den etablerede scene i hovedstaden, men stemningen er helt i top. Alle klapper og ler højlydt, efterhånden som handlingen skrider frem.

Og alle er mødt op. Der er den gamle, gråhårede mand med hvidt skæg i sin blå Mao-jakke, som allermest ligner en af de gamle kinesiske filosoffer. En gammel, blind kvinde, som sidder og rokker på sin taburet. Nogle Yi-kvinder, som har bundet deres lange, kulsorte hår op med røde og gule bånd, der hænger ned over deres farvestrålende dragter. En lille pige med kanin-maske. Og ved siden af mig sidder en gammel kone, som blotter en tandløs mund hver gang hun trækker mundvigene op til et grin. Der er en vidunderlig atmosfære af afslappethed og samhørighed, som jeg ikke tror kan findes i det fortravlede Shanghai.

Mennesker som ressource

Det lykkes os at skaffe billetter til bussen, der går videre nordpå til Dali, selv om der pludselig ikke er flere billetter, da det går op for dem, at kørestolen skal med. Ved at betale ekstra for stolen er der på forunderlig vis atter plads i bussen.

Efter store anstrengelser og ved hjælp af stor stædighed bliver stolen kilet fast på et af bussens klapsæder, så jeg til alt held kan blive siddende i den.

Allerede en lille time efter at vi har forladt Kunming, begynder det at blive bjergkørsel. Desværre er mange af bjergsiderne et sørgeligt syn, da det er tydeligt, at kineserne har drevet rovdrift på de enorme skovarealer, der engang lå her. Mange af bjergsiderne ligger helt golde, og hvor der er genplantet træer, er det hurtigt voksende nåletræer, som snart kan fældes igen.

Overalt hvor vi kommer, bliver der lavet tegl- og mursten. De fleste af stenene bliver brændt, men enkelte presses hårdt, hvorefter de soltørrer. Deres farve varierer fra grålige over brunlige til rødlige farver, alt afhængig af jordbundens farve i området. Derfor har husene også forskellig farve, som kan skifte fra landsby til landsby.

Ind imellem landsbyerne ligger der store, flotte, gule rapsmarker. Alle steder ser jeg folk slæbe og arbejde hårdt. Folk kommer slæbende på læs, der næsten er større end dem selv. Nogle går og luger de store marker. Andre sidder med små hakker og udbedrer skaderne på den dårlige vej. Det er sjældent at se maskiner udføre arbejde, som mennesker kan gøre. l Kina er mennesker en ressource, der skal udnyttes.

Vesten er kommet til Dali

Efter omtrent ni timers bjergkørsel når vi Dali, der ligger i 2.200 meters højde.

Det er en lille by, som dels beboes af Han-kinesere, men stadig også af en del af de folkeslag, som oprindelig boede i området, før det blev indlemmet i det kinesiske storrige. Først i begyndelsen af firserne blev byen åbnet for udenlandske rejsende, hvilket tydeligvis har præget byen. Der er skudt den ene vestligt prægede restaurant/café op efter den anden langs med hovedgaden. Steder, hvor den rygsækrejsende kan slappe af fra det øvrige Kina og mødes med ligesindede, mens en hamburger eller pizza glider ned.

Uden for hver af disse "hang-arounds" står en gruppe af kvinder fra en af minoriteterne og forsøger at sælge deres utroligt kunstfærdige, håndlavede sølvsmykker og batikting. Jeg kan ikke undgå at tænke, at det er trist, at deres tilværelse er blevet reduceret til gadesælgersker, men håber samtidig at de få, udenlandske penge de tjener, kan medvirke til at de kan blive boende i deres eget område uden at skulle flytte til en stor kinesisk industriby.

Det er et fantastisk område. Mod vest ligger de store bjerge, som endnu ikke helt har smidt den hvide vintertophue. Og mod øst den store ferskvandssø. Rundt om søen ligger der små fiskerlandsbyer. Jeg kan hele tiden se fiskerbåde, som ligger og vugger i det blå vand, medens kvinderne og pigerne har travlt ved bredden med at vaske tøj, og frække knægte med snottet løbende fra næsen står og stirrer på os fremmede.

Naxi-folket trues

Selvom Dali har en rar, venlig og varm atmosfære, og naturen omkring byen er meget storslået, så driver nysgerrigheden mig alligevel efter en uges tid yderligere seks timers buskørsel nordpå til byen Lijiang.

l den gamle bydel er der næsten udelukkende træhuse med en stueetage, der ofte er indrettet til forretning, mens førstesalen bliver benyttet til beboelse. Bag nogle af husene kan jeg skimte små gårdhaver, hvor forårsblomster står i fuldt flor.

Byen gennemskæres af en flod, der deler sig i mindre kanaler, som flittigt bliver brugt til at klargøre aftensmaden. Kyllinger og grøntsager bliver rengjort i det kolde, krystalklare smeltevand, som løber i kanalerne langs de stenbelagte gader.

Denne del af byen beboes overvejende af Naxi minoriteten, som engang var et stort folkeslag med egen religion og eget skriftsprog. Selvom de stadig forsøger at bevare mange af deres traditioner og skikke, så er det vanskeligt at fastholde deres gamle livsmønster med den massive kinesiske påvirkning, de bliver udsat for.

Medens jeg får rystet nyrerne på plads hen over de ujævne sten, tager jeg mig til hagen og opdager, at skægget er vokset en del. l samme øjeblik ser jeg barberens salon og begiver mig straks derhen. Jeg får dog alvorlige betænkeligheder, da jeg ser barberens blodbestænkte kittel. Men ti minutter senere sidder jeg atter ude på gaden, glatbarberet og 50 øre fattigere.

Reservetanken tØmmes

Vi har været af sted i næsten fire uger, og det er tid at tage hjem til Shanghai.

Med feber og hoste forsøger jeg at holde mig nogenlunde oprejst på det hårde bussæde. Det er dog helt umuligt, da chaufføren mener, at ethvert hårnålesving skal tages med absolut højeste hastighed. I samtlige ti timer vi kører, inden vi holder hvil for et aftensmåltid, spænder jeg mine muskler, alt hvad jeg formår, hvilket ikke er meget. Det har ikke den store effekt, da jeg ustandselig føler, at hovedet er ved at trække halshvirvlerne fra hinanden, når det kastes til en side for i næste sekund at skifte til modsatte retning.

Til vores store overraskelse viser det sig, at bussen ikke kun holder en kort pause, men først fortsætter næste morgen. Vi finder en, som kender en, som har en lille pick-up lastbil med overdækket lad. Vi kan lige akkurat presses ind på ladet sammen med al vores bagage.

De næste fem timer kører vi rystende og hoppende ud ad den ujævne bjergvej, som ligger oplyst af den lysende måne i den kolde natteluft.

Da vi ankommer til Kunming, er jeg lykkelig for at kunne få lov til at sove på sofaen i hotellets lobby. Jeg har de sidste mange timer kørt på reservetanken, som nu også er helt tømt, og jeg falder straks i dyb søvn.

Næste dag sidder jeg i toget på vej mod Shanghai.