Dagbogsnotater fra Thailand

Regntidens luner

For et par dage siden lejede vi, mine tre hjælpere, Ellen, Patrick, Jannie og jeg en lille Suzuki firehjulstrækker, så vi havde mulighed for at køre op i bjergene omkring 'Den Gyldne Trekant' i det nordlige Thailand.

Rygsækkene, de 20 liter ekstra vand og den manuelle kørestol fylder godt op i bagagerummet på Suzie, som bilen hurtigt er blevet døbt. Jeg er blevet monteret på bagsædet med et par reb for at holde mig nogenlunde til sædet. Et par puder bag ryggen er med til at afbøde stødene, når vi kører over hullerne i vejen. Mit største problem er hovedet. Ikke fordi jeg mener, at der er noget galt med det, men det er yderst vanskeligt at holde det tilnærmelsesvis oprejst på de ujævne grusveje – især nu hvor regntiden er startet.

Vi bevæger os i sneglefart ind over bjergene. Ved foden af bjergene er der en klar blå himmel, der er med til at understrege alle de andre farver vi ser. Bjergskråningerne der ikke er opdyrket, er mørkegrønne af bananpalmer, gummitræer, bambus og andre træsorter fra regnskoven. Ind i mellem er der de mest farvestrålende blomster der kan tænkes.

Vi passerer mange bjergskråninger, der med menneskekraft er blevet omdannet til terrasser, hvor der intensivt dyrkes ris. På terrasserne, der er overrislet med vand, ser vi vandbøfler gå og trække ploven, medens bonden styrer. Den nyplantede ris har samme livgivende farve som en nylig udsprunget dansk bøgeskov.

En vandbøffel slapper af efter arbejdet på risterrasserne.

Vi kører forbi flere små landsbyer, der består af 10-15 træhytter med tag lavet af bambus og tørret græs. Mange af Thailands stammefolk bor i dette område. Det er blandt andet Lisu-, Akha- og Yaofolket, der let genkendes på hver deres særlige klædedragt. Nærmest som at kende en dansker på hans Fjällräven-rygsæk.

I takt med at vi bevæger os længere op i bjergene, begynder vi også at mærke regntidens luner. Himlen har åbnet sine sluser og solen er nu forsvundet bag et mørkt, tykt regntæppe. Vejen ligner efterhånden mere en mudderpøl end en forbindelse til omverdenen. Bilen skrider af og til ud på den fedtede vej og vi ser til vores skræk, at selv afgrunden ved vejkanten forsvinder i regntågerne.

Nu mærker jeg virkelig, hvordan min nakke og mit hoved smerter. Smerten er større end tømmermændene forleden, hvor jeg fik rigeligt Mekong-whisky, den lokale brændevin. Sommetider tvivler jeg på, at hovedet stadig bliver oven på kroppen. Jeg har en hjælper på hver side af mig, der kæmper en brav kamp for at støtte mig på bedste vis.

Regnen tiltager i styrke. Nogle steder er det yderste af vejsiden skyllet bort. Patrick nærmest presser vores lille Suzie op mod bjergsiden for ikke at komme for tæt på kløften. Enkelte steder er floderne gået over deres bredder og har skyllet vejen væk. Vi priser os lykkelige for at vi valgte Suzie med et solidt træk på alle fire hjul. Den viser sig som en sand kæmper, der kan forcere floder, der går op til knæene på Jannie. Hun er nu er blevet udnævnt til vores vanddybdemåler.

Stigningerne bliver mindre, vejen begynder atter at blive fast og bred, og vi begynder så småt at trække vejret i et mere roligt tempo og pulsen falder tilsvarende.

Vores næste 'fjende' melder sig – mørket.

Regnen er blevet til en stille trommen på taget. Vi ser af og til nogle mennesker, der går langs vejen. Et par hytter dukker op. Vi nærmer os lys, der strømmer ud fra flere huse og pludselig ser vi et Coca Cola skilt hænge på gavlen af 'Mae Salong Guest House'. Vi er tilbage i civilisationen.

Vi parkerer Suzie til et velfortjent hvil.

Jeg takker lykkens gudinde for, at der er ledige værelser på vandrehjemmet, så jeg også kan lade op til næste morgens nye oplevelser.

Mine ømme led og muskler begynder at slappe af, medens jeg til lyden af hundredvis af cikader stirrer ud over dalene og bjergene, der bliver oplyst af en fuldmåne, som har fordrevet de mørke skyer. Jeg føler mig i dette øjeblik, som verdens lykkeligste mand, og har helt glemt alle de bekymringer jeg har haft inden rejsen til Thailand, og har fuldstændig fortrængt de mange besværligheder der har været under turen.

Morgenluft i bjergene

Det er stadig mørkt, da jeg vågner efter en velfortjent, men alt for kort nats søvn. Klokken er omkring fem, da vi begynder at gøre klar til at gå på det lokale marked.

Inden afrejsen fra Danmark, for over en måned siden, havde jeg været bekymret for, hvordan jeg skulle klare mig uden de daglige bekvemmeligheder, såsom el-kørestol, sidde-toilet, badefaciliteter med varmt vand og min gode madras. Jeg har mange gange savnet den frihed el-kørestolen giver mig der hjemme. At kunne vende mig om, når folk taler til mig, uden først at bede en hjælper om det. At kunne gå på opdagelse selv, uden at have en hjælper ved min side hele tiden. Eller blot at sidde mere komfortabelt. Men denne morgen går det op for mig, hvor mange store oplevelser det giver mig, at rejse som jeg har valgt – uden alt isenkrammet fra hverdagen.

For at rejse med så lidt oppakning som muligt fungerer min manuelle kørestol både som toiletstol, badestol, kombineret kørestol og bagagevogn, og til tider som bærestol.

Vi befinder os i 1700 meters højde. Nætterne og især morgenerne er temmelig kølige, hvilket jeg tydeligt mærker, da det kolde vand fra bruseren rammer min endnu halvt sovende krop.

Akha'er på markedet i Doi Mae Salong.

En time er gået siden jeg slog øjnene op, og nu er lyset så småt ved at fortrænge mørket. Vi går rundt ved de forskellige boder der er opstillet. Kvinder og børn fra Akha-stammerne i området er allerede ankommet. De pakker deres varer ud og lægger dem frem, på medbragte tæpper på jorden eller blot på bananpalmeblade. Det er hovedsagelig grøntsager, som auberginer, forårsløg, chilipeber, kål, søde kartofler og ingefær, der ligger fremme. Men også hjemmelavede hakker, knive, andre markredskaber og flettede kurve kan købes i boderne. Nogle høns og et enkelt sort svin er også til salg.

Nok er vi et trækplaster på markedet, men næppe nogen gevinst for de handlende. Hver gang vi stopper op foran et af tæpperne eller bananbladene for at se på varerne, går alt i stå. Folk tror simpelthen ikke på hvad de ser. Tilsyneladende er der ikke mange her, hvis der overhovedet er nogle, der har set en kørestol, og slet ikke en vestlig handicappet.

Længere nede af gaden er der en rigtig bod, med et par borde og stole. Vi har endnu ikke fået morgenmad og sætter os derfor ved et af bordene. Engelsk er ikke meget bevendt heroppe, og vi har for længst opgivet at tyde skiltene, der sandsynligvis fortæller, hvad vi kan få at spise. Så ved at pege på et par gryder, får vi forklaret at vi gerne vil købe noget at spise. Inden længe har vi fire skåle med en dampende suppe bestående af grøntsager med adskillige chilipebre, nudler og noget ubestemmeligt kød og fire glas meget sød te. Det er rart at sidde her under halvtaget og betragte dagligdagen ude foran, medens min krop er ved at vågne og blive opvarmet af den stærke suppe. Det er ligeledes dejligt at være anonym, ikke at være i centrum hele tiden, som jeg for det meste er ude på gaden.

Tiden er en underlig stØrrelse

Godt mætte, begiver vi os op ad en lille vej ud af byen. Vi standser op, for at opleve morgenen blive til dag. Disen ligger som en tyk hvid dyne ud over dalen. Enkelte steder bryder solens ståler gennem tågen og vi får et fantastisk syn af de skovklædte bjerge, vi er omgivet af. Mens vi nyder stilheden og lader roen fæstne sig i vores indre, begynder de handlende fra markedet at bryde op, for at tage tilbage til deres landsbyer.

Pludselig er det som om, at jeg er med i en film. Hver gang jeg hører en gruppe af Akha-kvinder komme gående hen mod mig, er de først meget talende. Men idet de får øje på mig – denne underlige skabning – forstummer deres tale langsomt. Alt foregår i slowmotion. Selv deres gang bliver langsommere og langsommere, indtil de når helt hen til mig, hvor filmen sættes på still billede. Alt går i stå. De og jeg glor på hinanden, og er tilsyneladende lige fascineret af hinandens særpræg. Dette fastfrosne billede bliver stående i 15-20 minutter. Ved et usynligt signal, starter filmen atter. Kvinderne bevæger sig langsomt væk, stemmerne tager til i styrke indtil de forsvinder om bag bjerget og jeg er igen omgivet af naturens egen ro. Filmen gentages hver gang en ny gruppe passerer mig.

En lille gruppe på to kvinder og et barn er standset foran mig og bliver stående endnu længere tid end de foregående. Jeg forsøger at sige en af de få gloser jeg har lært på thai – smukt! Om det er ordet, eller deres imødekommenhed eller blot en misforståelse, ved jeg ikke. Men jeg opfatter deres fagter, som et tegn på at vi er velkommen til at følge dem. Så det gør vi.

Vejen ophører hurtigt med at være vej, og tager nu form af en mindre sti, der bugter sig op og ned og hele tiden med bjergsiden til venstre og dalen til højre. Flere Akha-kvinder slutter sig til vores selskab. Mange er ældre kvinder, der bærer store flettede kurve på ryggen. Alle bærer en hovedbeklædning vævet af stof med påsyede små metalplader. Et af de karakteristiske beklædningsdele for kvinderne.

Der bliver arbejdet hårdt bag kørestolen. Bjergstier der har været udsat for gårdsdagens regnskyl er ikke det mest egnede for en kørestol. Alle hjælper til på hver deres måde. Når stigningerne bliver for voldsomme, og hjælperne nærmest ligger vandret for at presse mig og stolen yderligere nogle hundrede meter frem, så lægger de ældre kvinder kræfterne i, ved at skubbe på bagdelen af hjælperne. Et ejendommeligt syn. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende fra det forrige århundrede.

Tempoet bliver øjensynligt for langsomt for vores ledsagere, og de forsvinder ud af stien. Vi er atter alene.

Vi fortsætter ad stien. Vi ser nogle svin gå på bjergskråningen og er klar over at landsbyen er lige i nærheden. Og ganske rigtigt. Rundt om næste hjørne se vi omkring 15 træhytter, der ud mod dalen er omgivet af et lavt flettet hegn.

Vi går ind i landsbyen, og bliver straks mødt af omkring femten mænd og nogle mindre børn. Rundt om os går der også høns, hunde og svin. Mændene er tydeligvis overraskede over besøget, men samtidig meget interesseret i at se nærmere på de fremmede, der er kommet til byen. Hjælperne sætter sig på noget, der ligner en bænk. Vi forsøger at kommunikere på engelsk, uden resultat. Flere af mændene mærker på mine arme og ben, for at føle de muskler der ikke er der. Et par af de ældre er mere teknisk interesseret. De studerer nøje kørestolen. Pludselig lyser deres ansigter op i stor beundring, da de opdager, hvordan bremserne på stolen fungerer. En større diskussion tager form blandt flere af mændene.

I et brøkdel af et sekund, lyder der et højt knæk, og de tre danskere ligger på jorden – bænken er brast sammen under deres samlede vægt. Der bliver fuldstændig stille. Vi kan høre et riskorn falde til jorden. Jeg er bange for, at vi har ødelagt én af deres helligdomme, og mændene er selvfølgelig bekymrede over, om der er nogle, der kommet til skade. Det er som om, at tiden er stoppet. Sekunderne føles som evigheder. Så hører jeg Jannies befriende latter, der smitter af på alle. I løbet af ingen tid, sidder vi alle og skrald griner ud over hele landsbyen. Nu vælter det ud med børn og kvinder fra hytterne og alle skal hen for, at se nærmere på de fremmede.

Vi går rundt i landsbyen med en hale af smilende mennesker efter os. Vi leger med børnene, ser på hundene der jagter kattene og hønsene der spankulerer rundt mellem svinene. Selvom det er umuligt at tale med vores venner, så er det uden betydning, fordi ord aldrig vil kunne beskrive og videregive denne stemning korrekt.

Tiden bliver atter en underlig størrelse. Det føles som om, at vi lige er kommet til landsbyen, men faktisk har vi været her nogle timer, og vi har lang vej tilbage.

Her på vejen tilbage til vores Guest House kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor lykkelig jeg er helt uden mit isenkram fra Danmark.


Det smukke og frodige bjerglandskab på vej fra Akha landsbyen.