Hverdag i Kina

Yi, er, san, si.... (en, to, tre, fire....). Stemmen fra naboskolens skrattende forstærkeranlæg vækker mig klokken halvsyv og forkyn­der, at en ny dag er startet. Da jeg overhovedet ikke har til hensigt at følge morgengymnastikken, vender jeg det døve øre til de dårlige men højtlydende højttalere, og sover videre endnu knap en time. Det næste jeg registrerer, er Jens, der rumsterer på vores værelse. Jeg erkender, at det er slut med min skønhedssøvn, og at det er tid til at stå op.

Jeg priser mig lykkelig for, at vi har varmt vand hele døgnet og kaster noget vand i hovedet. På med de lange underbukser og den uldne trøje - og jeg er klar til at tage fat på endnu en dag på Fudan universitet i Shanghai. Kvarter i otte starter der igen en knitrende lyd fra de udslidte højttalere. Denne gang en mellemting mellem en kinesisk popmelodi og en march, jeg trækker kraven godt op omkring ørerne, da det atter er en kold og klam vinterdag, og begiver mig af sted til skole.

LUFTE SANGFUGLEN

Morgentrafik på vej til undervisningen på Fudan universitet.

Der er allerede hektisk på vejen til skolen. Mange ældre er på vej hjem med deres fuglebur. De har været ude at lufte sangfuglen, mens de selv har gjort dagens morgenøvelser langs fortovet eller i en af byens parker. Eller de har måske blot fundet sammen med andre og sludret om børnebørnene, mens de har lyttet til fuglenes kvidren.

Utallige undrende cyklister passerer mig, medens de ihærdigt vedbliver at bruge ringeklokken. Nogle bruger klokken så flittigt, at jeg er overbevist om, at det også hører med til morgengymnastikken.

Overfyldte busser med utålmodige kinesere på vej til arbejde, kører tudende forbi. Små traktorer og lastbiler drøner larmende ud ad vejen mod endnu en hård dags slid.

I mellemtiden er jeg kørt gennem indgangen til universitetets område, hvor portnerne sidder og holder øje med, hvem der kommer og går. Jeg kører i min el-kørestol ned gennem hovedalléen, med træer på begge sider, der for længst har smidt sine blade, og nu står nøgne og venter på, at forårssolen skal vække dem af deres tornerosesøvn.

GLEMMER HVOR JEG ER

Jeg hilser på de samme gadefejere, som hver morgen fejer skidtet væk fra alleerne. Jeg snor mig mellem småsnakkende kinesiske studerende, nikker til de modkørende cyklister, og glæder mig over, at der ingen biler er her.

Ofte glemmer jeg, at jeg er studerende i et fremmed land. Hverdagen her er tit lige så ensformig, som mange er tilbøjelig til at mene om tilværelsen i Danmark. Men denne morgen, da jeg ser ind på bygningerne, hvor de kinesiske studerende bor, går det op for mig, at jeg befinder mig i et land fjernt fra det lille trygge kongerige.
Jeg tænker på hvor forskellig vores verdener er. Her bor mange af de studerende seks mennesker sammen på omtrent 12 kvadratmeter uden varme. De har ikke mulighed for selv at bestemme, hvornår lyset skal slukkes. Strømmen bliver ganske enkelt afbrudt klokken elleve om aftenen. Desuden er flere af de studerende, som deltog i demonstrationer for halvandet år siden eller sympatiserede dermed, blevet fjernet eller har fået vanskeligheder ved at få arbejde.

LOVPRISNING AF KINA.

Et kvarter efter at jeg har forladt mit kammer, sidder jeg i klasselokalet sammen med otte japanere. Oprindelig var vi otte japanere, tre amerikanere, en russer og mig. Men som tiden er gået, så er de andre vesterlændinge mere eller mindre faldet fra.

Det er heller ikke morsomt at sidde tre timer i et nordvendt, fugtigt klasseværelse uden nogen form for opvarmning, medens klimaet udenfor minder om en mild dansk vinter.

Undervisningen, som foregår på kinesisk, starter i dag med indlæring af de nye gloser til dagens tekst. Teksterne er ofte en lovprisning af Kina og dets folk. Historier om flittige studerende og energiske bønder eller arbejdere.

Eller de handler om Kinas utallige opfindelser gennem tiderne, såsom porcelænet, kompasset eller krudtet. Idag er emnet selvopofrelse:

En ung pige stiger på bussen. Under kørslen bliver hun køresyg, hvilket en ældre herre straks bemærker. Han skynder sig at tage sin helt nye hat af, og lader hende kaste op deri. Derved har den gamle mand reddet de omkringståendes tøj fra at blive beskidt. Alle i bussen er rørt. Selv fortælleren er så overvældet, at han næsten glemmer at stige af bussen.

LET FOR JAPANERNE.

Det er vanskeligt at følge tempoet med indlæring af nye tegn, hvor japanerne har en klar fordel, da de kender de fleste tegns betydning, men kun mangler udtalen.

Vejret har skiftet til hjemturen. Solen skinner, og temperaturen udenfor er flere grader højere end i klasselokalet. Tilbage på mit værelse når jeg lige at drikke en kop grøn te inden dagens spændende spørgsmål bliver besvaret: 'Er der kommet noget post i dag?' Det er ikke tilfældet, og jeg fortsætter slukøret over til kantinen, hvor jeg endnu en gang sætter min mave og smagsløg på en hård prøve. Frokosten er, som alle de foregående dage, kold, slimet, olieret og uappetitlig.

Da vejret stadig er fint, benytter jeg lejligheden til at køre en tur ned til markedet, der ligger ti minutters gang fra vores udenlandske kvarter.

FLEST KINAKÅL.

Friskfangede blæksprutter og ål.

Jeg elsker den stemning, der er omkring markedet. Belæssede cykler forsøger at komme igennem mylderet af handlende, købere og nysgerrige som jeg selv. Jeg kommer forbi grøntsagsboderne, som endda her om vinteren bugner af friske grøntsager, hvoraf kinakålene naturligvis udgør langt den største del, men også tomater, agurker, løg, kartofler, gulerødder og forskellige krydderurter er rigt repræsenteret.

I frugtboderne støder jeg på æbler, pærer, bananer, appelsiner, meloner, ananas samt forskellige nødder. Mens jeg undrer mig over den mangfoldighed, der er af vareudbud, har en ældre dame taget opstilling for at se lidt nærmere på mig.

Hønen, som hun har købt i boden på den anden side af vejen giver en højlydt protest over at blive båret i benene med hovedet hængende nedad. Lidt længere nede ad gaden står slagteren og parterer det alt for fede svinekød, mens lunger og mave hænger og venter på en køber.

Ikke langt derfra sidder skomageren i færd med at forsåle et par sko. Et andet sted er fiskehandlerne i gang med at præsentere dagens store udvalg af forskellige fisk, skaldyr og skildpadder. Jeg stopper op og spekulerer over, hvor fiskene kommer fra, da floderne og åerne omkring Shanghai er stærkt forurenet. Bag vores udenlandske ghetto løber der et vandløb, hvor vandet er næsten ligeså tykt og sort som olie.

ER DU FRA USA?

Jeg får nu ikke tid til at fundere længe, fordi en af dem der står nærmest spørger: "Er du fra U.S.A.?" En af de sædvanlige samtaler er i gang, som desuden omfatter følgende spørgsmål: "Hvad laver du? Hvor længe har du studeret kinesisk? Hvor længe har du været i Kina? Hvad laver dine forældre? Hvor meget koster stolen?" Ofte stopper samtalen med disse standard fraser, dels fordi mit ordforråd stadig er begrænset, men også fordi jeg umuligt kan fortælle, hvor meget en elektrisk kørestol koster, uden at efterlade et indtryk af, at jeg er millionær.

40 NYE TEGN.

Det er på tide, at jeg begiver mig hjem for at forberede mig til næste dag. Jeg skal lære de godt 40 nye kinesiske tegn, som den nye tekst indeholder, samt forsøge at huske de gamle. Desuden har jeg et par øvelser om dagens grammatik, der skal laves.

Efter endnu et ubehageligt møde med vores kantine og lidt mere læsning, afslutter jeg dagen med en kop kaffe og senere en øl i vores lille café. Den er vores samlingssted for fælles samvær. Der bliver ivrigt diskuteret om tilværelsens store spørgsmål, eller der bliver spillet kort og skak, og andre får skrevet deres breve. Andre igen får privatundervisning af nogle af de kinesiske studerende, som også læser på Fudan.

Udover at være et samlingssted for os udenlandske studerende, betragter jeg også stedet som værende årsag til at vi isolerer os endnu mere fra kineserne. Det er uhyre vanskeligt for kineserne, uden tilknytning til Fudan, at få lov til at besøge vores ghetto. Alle kinesere, der ikke arbejder inden for vores glasskårsbelagte mure, skal registreres, så snart de kommer ind ad porten, hvilket gør, at mange ikke bryder sig om at komme her. Og mange af os udlændinge er måske tilbøjelige til at tænke: "Hvorfor gå ud, når vi har vores egen lille café?"