Rejsen til riget i midten

Først da vi sejlede op ad Huangpu floden og nærmede os kajen i Shanghai, mærkede jeg spændingen stige.

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg været meget interesseret i, hvordan mennesker verden over lever. Derfor har jeg siden midten af halvfjerdserne rejst en del og forsøgt at forstå andre menneskers måde at leve på. Men frem for alt har jeg også villet sætte mine egne grænser på prøve. Efter min første længere rejse, som gik til USA og Canada i sommerhalvåret 1983, brændte jeg efter nye oplevelser og udfordringer.

Jeg blev mere og mere interesseret i det gamle kulturrige, Kina. Et rige, som på mange områder, i tusinder af år, havde været langt foran vores egen kultur, men som nu ser ud til at være overhalet indenom. Så i 1988 tog jeg skridtet fuldt ud. Jeg begyndte at læse kinesisk på Århus Universitet, med kinesisk sprog som hovedområde.

Det er almindeligt for danske kinastuderende at tage ophold i Kina efter 2 års studie i Danmark. Derfor mente jeg også, at tiden var inde til at se landet, høre sproget og bruge det jeg havde lært de sidste par år.

TØr - tØr ikke

Før jeg besluttede at tage ophold på et kinesisk universitet, og bo i Kina et år, havde jeg selvfølgelig en masse overvejelser. På grund af, at jeg tilhører den lille race af "muskelsvindlere", var der helt naturligt en masse spørgsmål, som rejste sig. Jeg måtte først og fremmest rejse ud uden min el-kørestol og siden tage stilling til, om den kunne bruges derude. Hvordan skulle jeg klare et helt år i min manuelle kørestol, hvis den motoriserede ikke kunne bruges? Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg fik lungebetændelse? Hvordan ville min kun 35 kg tunge krop reagere, hvis jeg fik en langvarig diarre? Hvad skulle jeg gøre, hvis mine hjælpere blev syge, eller vi pludselig ikke kunne holde hinanden ud? Der var en række af spørgsmål, som hverken jeg eller nogen anden kunne besvare. Hver gang kom jeg frem til det samme resultat: "Hvo intet vover, intet vinder". Altså måtte jeg forsøge.

Dernæst var der en masse forberedelser, der skulle gøres. Det tog langt mere af min tid, end jeg havde forestillet mig. Det bevirkede, at jeg måtte opgive en eksamen, og at jeg ikke fik læst så meget sprog, som jeg burde, Der var mange problemer undervejs, der skulle løses. Især var der mange bureaukratiske finesser, der skulle falde på plads. Heldigvis var der stor velvilje fra mange, til at løse det på bedste vis. Samtidig fik jeg stor støtte fra mine venner, samt min familie, som alle viste stor interesse for sagen. Så en uge før afrejsedatoen blev de sidste problemer løst.

FØrste stop - Hong Kong

Fra jeg var helt lille, har jeg altid fået fortalt, at hvis jeg blev ved med at grave, så ville jeg komme ned til kineserne. Men jeg forsøger at bilde mig selv ind, at jeg med årene er blevet klogere. Så da jeg, sammen med mine to hjælpere, Jens og Karsten, den 2. september startede på turen til den anden side af jordkloden, foregik det ikke med skovl, hakke og spade. Men derimod ved at sætte os ind i Singapore Airlines' jumbojet, Boeing 747.

Efter at diverse puder, tæpper og tasker var fordelt under ben, fødder og bag ryggen, sad jeg efter omstændighederne ganske godt. De første 8 timer var O.K., men i de sidste 8 timer kunne jeg for alvor mærke, at jeg havde en krop. Ryggen smertede, fødderne hævede og benene sov. Så efter 16 timers flyvning blev Singapore lufthavn modtaget med åbne arme. Lad mig hellere sige, at jeg nærmere modtog lufthavnen halvt liggende og halvt siddende.

Efter adskillige timers ventetid i lufthavnen og en sidste lille flyvetur nåede vi vores første bestemmelsessted - Hong Kong.
Hong Kong er en af de få kolonier, som Storbritannien stadig har tilbage, men også den forsvinder fra det britiske rige i 1997, hvor den overgives til Kina.

30 etager i glas

Vi landede inde midt i selve Hong Kong by. Det første, der sprang mig i øjnene, var de utallige skyskrabere med kæmpe glasfacader. Alt under 30 etager regnes for små bygninger her. At køre gennem forstæderne efter mørkets frembrud, var som at køre i en fremtidsby. Store uvirkelige betonklodser med kolde neonlys i næsten samtlige vinduer, og dog samtidig vide, at der bag hvert vindue boede levende individer med hver deres historie. Det er helt klart selve byen med ca. 6 mio. indbyggere, der udgør koloniens kraftcenter.

Næste dag, da solen igen kastede sit lys og dermed sine varme stråler ned over denne heksekedel, fik vi lejlighed til at se de utrolige modsætninger, som Hong Kong kunne byde på. Eftersom kolonien tydeligt bærer præg af at være et frihandelsområde, er det også helt klart forretningsmandens by.

Derfor var det måske ikke så mærkeligt at se den vel­klædte forretningsmand for­an elevatoren, benytte vente­tiden til at lave et opkald på sin bærbare telefon. Derimod forekom det mig meget un­derligt at se en forretnings­mand stå og telefonere midt på fortovet, medens der ved siden af ham sad en tigger, som forsøgte at skaffe penge til aftensmaden.

en Rolls Royce pr. halve kilometer

Det var ligeledes grotesk at se nogle 3-5 etagers trærønner, den ene mere faldefærdig og brandfarlig end den anden, stå indeklemt mellem de enorme arkitektoniske kunstværker, som nogle af højhusene er. Samtidig med at Hong Kong har ca. en Rolls Royce per halve kilometer vejlængde, så sidder der tusindvis af vietnamesiske flygtninge i overfyldte flygtningelejre, hvor pladsen ofte udgør en kvadratmeter per person.

Vi var så heldige at komme til at bo ved en gammel norsk missionsstation, der lå lidt uden for byen, oppe i bjergene, i et skov- og jungleområde. Det var derfor dejligt befriende, at kunne slippe væk fra storbyens hektiske liv.

Selve vandrerhjemmet lå lidt ned ad bjerget, ad nogle små stier. Så det var med at holde fast, når jeg og stolen skulle løftes ned ad skæve trappetrin, grusede stier og trærødder, der kom på tværs, men herligt var det at komme fra larm og bilos til fuglekvidder, bananpalmer, træer med store smukke røde og gule blomster, enkelte slanger og masser af myg.

En dag ved morgenbordet dukkede en af mine studiekammerater og hans kone op. De havde fået job ved Den Danske Sømandskirke. Gennem en anden fra vandrerhjemmet havde de hørt, at jeg var i området. Om aftenen gik vi alle ud sammen med nogle andre danskere for at se den gamle danske film "Vredens dag" af Carl Th. Dreyer. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde en lille flok danskere, på den anden side af jordkloden, og se en gammel dansk film. Verdenen er sandelig blevet mindre.

En uge efter at være taget af sted fra Danmark, gik vi ombord på skibet "Shanghai" for at sejle til vores endelige bestemmelsessted - Shanghai.

Riget i Midten

Først da vi sejlede op ad Huangpu floden og nærmede os kajen i Shanghai, mærkede jeg spændingen stige. Det jeg havde ventet på i flere år, var ved ske. Jeg var kommet til "Riget i Midten". Det ville i løbet af kort tid vise sig, om alle mine anstrengelser havde været forgæves, eller om jeg ville få min opholdstilladelse.

Det var med adrenalinet pumpende rundt i kroppen, at jeg blev båret ned ad skibstrappen og fik fast grund under hjulene. Og det var med slingrende hjul, at jeg nærmede mig immigrations- og paskontrollen. Måske var det mest på grund af den store oppakning, vi kom slæbende med. Ved immigrationen afleverede jeg mit pas og visa med bankende hjerte. Der var ikke det mindste tegn på en enkelt panderynken. Vi fik vores stempel og gik videre til tolden, hvor det hele gentog sig.

Lige foran havnekontoret var der en minibustaxi, som i løbet af 3 kvarter kørte os gennem Kina's største by med ca. 12 mio. indbyggere og bragte os til udkanten af Shanghai, hvor Fudan Universitetet ligger. Mit hjem for de næste 10 måneder.
Det er ufatteligt, at alt gik så let efter alle de besværligheder, jeg havde haft. Jeg ventede på, at der måtte komme problemer. Men selv da vi skulle indskrives på universitetet, tog de fleste det meget afslappet, at jeg - denne mærkelige udgave af en udlænding, var kommet for at studere kinesisk.

SmÅkryb og kakerlakker

Udsigten fra taget af den bygning, hvor jeg boede.

Mit første indtryk af stedet var ret trøstesløst. Det var næsten lige så slemt, som jeg havde frygtet. Alt var trist, gråt og beskidt. På værelserne var der desuden rigeligt med myg, småkryb og store kakerlakker. Kantinen lignede mest en slagtehal, men efter at vi fik gjort værelserne rene og jeg fik sat mine få ejendele på plads, begyndte det at ligne et hjem.

Da jeg havde vænnet mig til det grå kvarter, troede jeg endda på, at jeg ville trives godt her de næste 10 måneder. Og da jeg fik set mig omkring udenfor ghetto'en for udenlandske studerende, var jeg overbevist om, at jeg skulle kunne lide at være her.

Hver gang, jeg bevæger mig uden for vores eget lille område, er der ved at ske en ulykke, fordi alle cyklisterne skal vende sig om for at se, hvad jeg er for en underlig skabning. Og trafikken i Shanghai er noget helt specielt.

Teoretisk kører man i samme side af vejen som i Danmark, men det er absolut kun teoretisk. De gange vi har kørt med taxi, har det foregået ved, at chaufføren har krydset sig gennem mylderet af tusindvis af cyklende og gående. Derved har han lige så ofte kørt i venstre side af vejen som i højre side. På den måde er der opstået ganske spændende situationer, når vi har kørt i den forkerte side af vejen, samtidig med at en modkørende har holdt sig pænt på hans rigtige side.

Fudan universitetet

Det egentlige Fudan Universitet, hvor kineserne bor og studerer, og hvor jeg har 18 timers undervisning om ugen, ligger ca. 15 minutters gang fra, hvor vi udlændinge bor. Det er et skønt område med mange små alle'er og en del grønne områder og parkanlæg. Ved hovedindgangen står en kæmpe statue af den store rorgænger, formand Mao Zedong. Denne statue står endnu fast i modsætning til en lignende statue, ved et af Pekings universiteter, der er blevet sprængt i luften.

Hvis vi går i den modsatte retning, møder vi det rigtige "Kina". Der er gader fyldt med spændende boder og værksteder, boghandlere, brødbutikker, frugtboder, tøjboder og et hav af små restauranter.

Heldigvis kan vi købe et godt måltid mad for ca. 1,5 - 7 kr. på gaderestauranterne, da vores kantinemad er under al kritik. Maden i kantinen er altid kold, men til gengæld er der gode chancer for at finde forskellige insekter, såsom kakerlakker samt spy i maden.

l samme kvarter er der forskellige markeder med grøntsager, kød, der hænger til udstilling sammen med fisk og skildpadder. Høns stuvet sammen i små bure. Fyldte pandekager med diverse grøntsager. Jiaozi - pasta fyldt med kød eller grøntsager, masser af kinesisk spaghetti, små spidstegte frøer og fugle med hoved og indvolde, halvrådne æg samt meget mere, som jeg endnu ikke kender til.

Da el-stolen kom

Da jeg havde været her knap en måned, var jeg så heldig at få min el-kørestol herud. Det var en kæmpe lettelse, fordi jeg nu blev i stand til at tilpasse siddehøjden til bordene og derved kunne skrive og læse uden problemer. Samtidig blev jeg i stand til at bevæge mig rundt i kvarteret på egen hånd.

Den opsigt, jeg skaber i min manuelle kørestol, er intet i forhold til det postyr, jeg skaber, når jeg kommer kørende i det elektriske vidunder. Mange vender sig om på deres cykel og følger efter mig et stykke tid, for at se, hvordan det underlige monstrum fungerer.

Forleden aften, da jeg og Karsten gik rundt på markedet, stoppede vi for at sludre lidt. Det varede kun ganske få halve minutter, før der stod en ring af små mennesker med sort hår og små øjne omkring os, men da jeg kørte sædet opad, og blev højere end nogle af kineserne, voksede ringen øjeblikkelig og nåede langt ud på gaden. Forundringen var total, da jeg kørte sædet ned igen.

Der er stadig meget at undre sig over her i "Riget i Midten" både for os vester­lændinge, men sandelig også for kineserne, der oplever ting, som er helt nye for dem.