TankestrØmme pÅ Yangtzi-floden

Det er torsdag aften, i Kina, et sted på Yangtzi-floden eller Changjiang, Den Lange Flod, som kineserne kalder den.

Vores passagerbåd på Yangtze floden.

Jeg og mine fire rejsekammerater er for få timer siden steget på passagerbåden fra Chongqing i Sichuan-provinsen til Wuhan i Hubei. Det er måske mere korrekt at skrive, at jeg har besteget båden. Da turen op på den, først gik ned ad skæve stentrapper, over smalle landgangsbroer, tværs over andre skibe med ankerkæder og tovværk på dækket og til sidst op af skibstrappen.

Men nu sidder jeg altså her i den 'lille' kahyt, og lader mig blive ført med strømmen fra vest mod øst de næste 1300 kilometer eller de næste godt tre døgn. Det er ingen underdrivelse at beskrive kahytten, som spartansk indrettet. To rækker af køjer, en midtergang, en dør og vinduer i hver ende, hvor en kold vind piber ind, i alt tyve køjepladser. Køjen er en træplade med et tyndt tæppe som madras, et lagen og et tæppe som dyne. Allerede nu ligner midtergangen en slagmark. Melonkerner, jordnødder og appelsinskaller ligger og flyder. Lugten af 'baijiu', den lokale risbrændevin, breder sig langsomt i rummet, til mishag for nogle og til stor nydelse for mig. Manden bag mig rømmer sig kraftigt, og med jævne mellemrum sender han en spytklat, hentet helt fra dybet af mellemgulvet, ud i luften, som med et klask rammer gulvet. Lidt længere nede i kahytten sidder en mand og tømmer næsens indhold af snot ud på selv samme gulv. Jeg selv tager en banan - og så godnat.

Vi har sejlet i halvanden døgn og jeg befinder mig midt i et af Kinas, måske endda et af verdens vidunderligste naturscenerier. Egentlig startede det hele i aftes. Alt var mørkt.

Vi passerer "De tre kløfter".

Motorens 'dunk dunk'-lyde lød i mine ører, medens dens vibra­tioner forplantede sig i hele kroppen, der stadig var øm efter nattens udstrækning på bænken. Floden havde ændret sig fra en bred levende strøm af vand, med let skrånende, opdyrkede bred­der, til en rivende vandstrøm i en smal kløft, med høje bjergskråninger på begge sider. Månen, der var kuglerund, var lige steget op over bjergtoppene og kastede sit fortryllende lys ned over dette fantastiske skue. Bjergenes silhuetter blev til ansigter, dyr og fantasivæsner - og jeg fik lyst til at hyle op til månen og fortælle hele verdenen om hvor dejligt livet kan være.

Det var også her i månens eventyragtige skær, at jeg havde ro til at tænke tilbage på mange af de oplevelser, de sidste mange uger har givet mig.

Det har været et utroligt gensyn. Og jeg må indrømme, at meget har ændret sig på godt og ondt i de fire År, der er gået siden, jeg sidst var i Kina. Men jeg er stadig lige betaget af Riget i Midten.

Gang på gang oplever jeg stadig ting, som helt sikkert ikke ville være muligt hjemme i Danmark. Som da vi en sen aften i Shanghai skulle fra centrum ud til forstaden, hvor vi boede. De sidste busser var fyldte til bristepunktet, og på det tidspunkt var der ikke flere taxier at få fat på. Vi henvendte os til en politibetjent, for at høre om andre bus­ruter. Gadebetjenten tog vores 'problem' meget alvorligt. Han standsede en lastbil. Vi blev læsset op på ladet, og så gik det tværs gennem storbyen med dens 12 millioner indbyggere. Alle var glade. Vi, fordi vi kom hjem. Betjenten, fordi han kunne hjælpe. Chaufføren, fordi det ikke var en forseelse, han blev stoppet for. Og mange kinesere fik sig et usædvanligt syn og noget at tale om den aften.

Medens tankerne flyver af sted, har bjergene omkring mig rejst sig endnu højere op, og rækker næsten ind i himlen. På de stejleste ser jeg næsten kun de rå og forrevne klippesider, hvorimod på de mere runde og bløde sider, ses træer overalt, og nogle steder er der enkelte smålandbrug. Over mit hoved cirkler to fiskeørne i deres stille glidende søgen efter bytte, med hjælp fra den varme opadgående luftstrøm.

Jeg tænker også på nogle af de ændringer der er sket.

Et af de få handicapsymboler.

Handicappede er blevet mere synlige i gadebilledet, om end det er små ændringer. Jeg har set flere unge i kørestol end tidligere. Trehjulede knallerttaxier med handicappede chauffører er mere almindelige nu, hvor Kina de sidste to år har haft verdens største økonomiske vækst. Den økonomiske udvikling har bevirket at flere familier har fåret overskud til at hjælpe deres handicappede familiemedlemmer.

Ellers er det stadig vanskeligt at få øje på, at det økonomiske 'mirakel' har forbedret vilkårene for Kinas handicappede. Dog så jeg to nye nedkørsler til gangtunneller, til gavn for kørestolsbrugere, begge markeret med det internationale handicapsymbol. Det er ikke mange synlige tiltag. Og det er små ting i et land, hvor man selv skal betale det meste af hjælpemidlerne, hvis man overhovedet kan skaffe dem. Og hvor der for de fleste menneskers vedkommende kun er en ringe pensionsordning, og man derfor er afhængig af familiens muligheder og velvilje. Men de to handicapskilte vidner dog om, at der er sket en ændring. At man fra offentlig side er begyndt at tænke på de fysiske barrierer, som gør hverdagen vanskeligere for handicappede.

Desværre er jeg bange for at de stedlige myndigheder har tænkt mere på eventuelle handicappede turister end på deres egne handicappede. Fordi begge nedkørsler var placeret på turiststeder.

Endelig har jeg også set bagsiden af synliggørelsen. Ned af Beijings brede boulevard er der begyndt at dukke flere og flere handicappede tiggere op. Folk der har øjnet en lille chance for at få del i den forbedrede levestandard, som mange i hovedstaden har oplevet.

Jeg tænker også tilbage på mødet med Kinas gamle hovedstad Xian. Det var her at Kinas første egentlige kejser, Qin Shi Huang erobrede en mængde små kongestater, udråbte sig selv til Himlens Søn og dannede Qin-dynastiet i år 221 f.Kr. Det var også her at kejseren i sin 15-Årige regentperiode, lod bygge et gravmonument, som verden næppe kommer til at se magen til. Indtil videre er over 6000 lerfigurer i mandsstørrelse udgravet. Alle med forskellige ansigtsudtryk og positurer – og der bliver stadigvæk gravet nye frem.

Den smukke konkubine Yang Guifei.

Det var også her, at der omtrent 1000 År senere i Tang-dynastiet var bygget et helt rekreationspalads for kejseren og især hans konkubiner. Det var den musiske og billedskønne konkubine, Yang Guifei's foretrukne residens, ikke mindst på grund af badene i det varme kildevand. Og det var så sandelig en herlig fornemmelse at sænke mit blåfrosne legeme ned i det dampende bløde vand. Jeg lukkede øjnene og lod kroppen flyde i det store kar. Pludselig stod hun der! Selveste Yang Guifei med hendes lange glinsende kulsorte hår. Kroppen var svøbt i de fineste silkeklæder. Hendes store brune øjne og hendes sensuelle mund smilede mystisk og gådefuldt til mig. Virkeligheden var en helt anden end drømmen. Jeg vågnede op til kulde, fugtige hotelværelser, tåge og småregn. Jeg blev klar over, at jeg er blevet for gammel til at rejse i den tempererede del af verdenen i vinterhalvåret.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da der skal gøres rent på dækket. Pigen fejer dækket, tager min lille affaldspose, og inden jeg når at gøre indvendelser, er det hele kastet ud over rælingen. En helt igennem storslået natur er ved at gå til i affald. Overalt flyder der plastikposer, dåser og flasker. Jeg tror ikke der er liv i Yangtzi-floden om ti år.

Endnu et af de store problemer, som det økonomiske 'mirakel', har medført.