Ad hullede hjulspor

til landsmØde

På besøg i en landsby i det sydlige Zimbabwe.

Trods mangel på transport og hjælpemidler mødte ca. 75 mennesker fra mange egne af Zimbabwe op til det første landsmøde i MDAZ.

Lørdag den 12. oktober er en særlig dag for MDAZ: Foreningen skal have sit første egentlige lands­møde. Kort før middag møder jeg formanden, Watson Khupe, foran kontoret. Han er på vej til hotellet, hvor det landsdækkende møde skal holdes. Han har dårlig tid til at tale, da han skal til møde med vicesundhedsministeren, som det er lykkedes ham at overtale til at være hovedtaler på landsmødet. En aftale, der først er kommet i stand fem dage tidligere.

Jeg har mine tvivl om, hvor landsdækkende mødet kan blive efter den sidste uges besøg hos familier rundt om i landet. For mig, der er vant til at køre på asfalterede veje, er det vanskeligt at forestille sig, hvordan det overhovedet vil være muligt, når man har muskelsvind, at komme fra landområderne ind til Zimbabwes næststørste by - Bulawayo. Især når man kommer fra en landsby, hvor vejen derfra kun består af smalle hjulspor.

Da jeg kommer ind på MDAZ's kontor for at aflevere nogle papirer, bliver min tvivl gjort til skamme. Allerede her møder jeg nogle af de første deltagere, der er kommet langvejs fra. Det er 30-årige Chloepas Mashanga og hans lillebror, der begge har muskelsvind. Det er lykkedes dem at skabe en mindre stoftrykforretning, der dog har svært ved at give nok udbytte til at dække de daglige fornødenheder. De er derfor afhængige af familiens mulighed og velvilje til at hjælpe dem økonomisk.

En viljestÆrk muskelsvindler

Jeg begiver mig hen til hotellet, der er ramme om landsmødet. Igen bliver jeg positivt overrasket over at se mange af dem, vi tidligere har mødt. Jeg er især overrasket over at se Manomwe Chagwiza. Måske skal jeg ikke være så forundret. Hvis han kan klare sig igennem tilværelsen på de betingelser, han har haft, så er han gjort af et særligt stof og besidder en vilje til at lade det næsten umulige blive muligt.

Besøg hos bogbinderen Manomwe i en landsby nær Maswingo.

Vi mødte Manomwe Chagwiza første gang for en uge siden, da vi besøgte ham i hans landsby i et af de bjergrige områder af Zimbabwe. Vi måtte dreje fra den asfalterede vej og forsøge at følge de hjulspor, der til tider nærmest kun var gangstier. Det var utroligt, at nogen overhovedet kunne finde vej gennem de stenede områder uden mange kendemærker. Men efter en halv times kørsel kom vi til landsbyen, der lå på en lille bjergskråning. Jeg tænkte i mit stille sind, at det måtte være umuligt at eksistere her med muskelsvind. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle køre længere i det meget ujævne terræn.

Vi steg ud af bilen, og der blev sendt bud til én af hytterne, der lå lidt nede af bjerget. Vi så, hvordan Manomwe Chagwiza blev skubbet og trukket i sin kørestol over jordknolde, sten og huller op til et af de få træer, der kunne give lidt skygge. Kørestolen havde tydeligvis set bedre dage. Der var ikke længere dæk på hjulene, men derimod dækrester, der var surret rundt om fælgene.

I skole i trillebØr

Busstoppested på en støvet landevej.

Manomwe Chagwiza er 32 år. Han fik kun fire års undervisning i underskolen. Da han var 11 år, var han ikke længere i stand til at gå de to kilometer til skolen på grund af sin muskelsvind.

Efter en periode uden skolegang var der en bekendt, som fik fat i en trillebør, så Manomwe kunne blive skubbet til skole. Men han måtte igen stoppe, da der ikke var nogen til at hjælpe ham i skolen med blandt andet toiletbesøg. Først da han var omkring 18 år, var der en, der skaffede ham en kørestol.

Senere var Manomwe Chagwiza tre år på landets største rehabiliteringscenter for handicappede - Jairos Jiri. Her lærte han at flette kurve, som gav ham en lille indtægt.
Gennem MDAZ har Manomwe Chagwiza i år fået hjælp til at starte et mindre projekt, som går ud på at opdrætte kyllinger til videresalg. Det har dog vist sig, at opdræt af kyllinger er en dårlig idé, fordi alt for mange i forvejen avler kyllinger. Da han ikke kan leve for de 120 Zimbabwe $ (ca. 70 danske kroner), som han modtager fra staten hver måned, har han taget undervisning i bogbinding, som nu giver ham en yderligere indtægt.
Manomwe fortalte, at når han skal binde bøger ind, får han hjælp til at blive skubbet ud til nærmeste busstoppested på asfaltvejen. Der får han hjælp til at komme op i bussen, som kører ham ud til en skole. Her bor han så, til han er færdig med bogbindingsopgaverne.

Med de besværligheder, Manomwe Chagwiza hver dag må leve med, burde det ikke undre mig at se ham til landsmødet.

Til gavn for alle handicappede

Inden selve landsmødet åbner, bliver vi alle budt på frokost. Omkring 75 mennesker er mødt op. Nogle har muskelsvind, mens andre er pårørende. Nogle har helt klart andre handicaps end muskelsvind, og sådan vil det givetvis være i mange år fremover, da det på mange af sundhedsklinikkerne er vanskeligt at stille de rigtige diagnoser. Andre af deltagerne ønsker at støtte det arbejde, MDAZ gør, og man håber, at de forbedringer, som opnås derigennem, vil være til gavn for alle handicappede i Zimbabwe.

Formanden byder velkommen fem minutter efter programsat tid. Det overrasker mig, fordi jeg efterhånden har vænnet mig til, at tempoet er langsommere end i Danmark. Den eneste TV-station i Zimbabwe er mødt op, især for at dække vicesundhedsministerens tale, hvor hun lover at holde en konference for folk med muskelsvind og fagfolk, så behov og problemer kan diskuteres.

Handicapteater med budskab

Efter årsberetning, aflæggelse af regnskab og valg af bestyrelse, der i øvrigt fortsætter uændret, slutter landsmødet med optræden af en teatertrup bestående af handicappede. Det er vanskeligt at forstå hele dialogen, når det både foregår på engelsk og de to lokale sprog: shona og ndebele. Men meningen er klar: Handicappede er ikke værdiløse, men besidder en stor værdi.

Det har været en utrolig spændende dag, hvor medlemmerne har vist stor opbakning til MDAZ. Det har givet mig en tro på, at mange af de stærke personligheder, jeg har mødt, vil arbejde videre med at forbedre livsvilkårene for folk med muskelsvind.