Man mÅ acceptere sig selv

Ved ilden.
Af Claus Grymer.
Forlaget Centrum, 1993.
191 sider.

Af Dan R Brock
Bragt i Muskelkraft 1993

Vi følger Frederik en kold og snefuld vinterdag, hvor han sammen med sin kæreste Betty er ude på besøg som journalist på den lokale avis.

Frederik bor hos sin mor, der er en kendt pianist. Han passer hus og have for hende og bliver åbenlys beundret og rost for det. Men han er konstant på vakt over for medlidenhed og giver sig derfor ikke lov til at modtage den anerkendelse og ros, som han vitterlig fortjener. Sit fysiske handicap, der består af en pukkel på ryg­gen, har gjort ham hård og yderst mistænksom overfor andre menneskers venlighed, som han ofte anser for medynk. I sin mistro til andre og sit eget selvværd straffer han sig selv ved, at isolere sig fra andre. Han er overbevist om, at alle ikke vil have noget med ham at gøre, på grund af hans ufuldkommenhed. Han mener, at han er et monster at se på, og er sikker på, at alle føler sig ilde til mode i hans selskab, og at de kun er venlige for ikke at såre ham.

I moderens beskyttende hjem har han låst sig fast i rollen som hendes hjælpende søn, i modsætning til broderen, der altid har klaret sig godt på egen hånd. Alligevel tager han første skridt til at bryde med sin angst for ikke at slå til. Gennem én af moderens forbindelser får han jobbet på avisen. Han undgår at opsøge folk af frygt for deres reaktion, når de ser hans pukkel, og har derfor holdt sig til telefonsamtaler. Men på denne dag tager han mod til at opsøge provsten for at interviewe ham.

Frederiks vej ud af de beskyttende rammer har også fået næring ved mødet med Betty. Hun stammer kraftigt, men har ikke ladet sig isolere af den grund. Tvært imod har hun tvunget sig selv til at overskride de grænser, hun har været bange for og er derved kommet til at turde mere og mere.

Betty tager med Frederik ud til provsten. Alt forløber som det skal. Han kan ikke spore nogen undren, usikkerhed eller afsky hos provsten. Men trods det vellykkede interview, så er der dog stadig en skepsis hos Frederik.

På vej tilbage går bilen i stå, og de to unge mennesker bryder ind i et sommerhus for at søge ly for snestormen. Først her, medens de lytter til de plader, som var tiltænkt moderen og sidder ved kaminens varme og mærker rødvinens indflydelse, tør Frederik op. Han fortæller Betty, at det ikke kan være rigtigt, at han der er så grim, kan frembringe noget så smukt som blomsterne i haven. Han røber også sin største hemmelighed. Han spiller ikke selv musik hjemme, end ikke plader. Han hørte tilfældigt en gang, at han var opkaldt efter Frédéric Chopin. Han kunne ikke bære, at han, den pukkelryggede "Klokker fra Notre Dame", skulle sammenstilles med musikkens mester i skønhed.

Han kommer selv til konklussionen: "Hvis vi kan acceptere os selv må andre også kunne." Og det er jo netop det han tidligere ikke selv har kunnet.

Den varme stemning i sommerhuset bliver brudt da Betty får en akut blindtarmsbetændelse, og må til hospitalet, hvis hun skal reddes. Hvorvidt det lykkes Frederik at bringe hende til hospitalet, vil jeg ikke røbe her.

Claus Grymer har formået at skrive en roman, som på en let og enkel måde leder os gennem hovedpersonens erkendelse af, at man må acceptere sig selv for at kunne føle accepten fra andre. Og hertil hjælper kærligheden en hel del, hvor man er nødt til både at give og modtage.