Klik for at komme til forsiden
Teater Foredrag Om mig Det muntre hjørne
Blandede oplevelser i Korona
Udfordringen giver selvtillid
Portræt af Søren Højsgaard
Anmeldelse af Et lykkeligt liv
Anmeldelse af Når dine hænder er mine
Anmeldelse af I kørestol gennem regnskoven
Anmeldelse af Ilden

Der er brug for handicappede

Søren Højsgaard er selvstændig erhvervsdrivende. - Med den rigtige hjælp kan vi sagtens fungere i arbejdslivet, siger han

af: Dan R. Brock
Bragt i Handicap-Nyt, nr. 3 - april 2002


Lidt nord for Århus på en af Hinnerups industriveje dukker skiltet med AiD Hjælpemidler og flora marketing aps op. Den ene halvdel af bygningen ligner en forvokset villa, medens den anden halvdel er kendetegnet ved en stor port, hvor lastbiler kan komme og hente varer. Receptionen med det åbne kontormiljø er lyst og varmt. Her er både plads til grønne planter og kunst.

Bagerst fra lokalet lyder det fra Søren Højsgaard, 49 år: - Et øjeblik, jeg har lige et par telefonsamtaler, så er jeg klar.

En af medarbejderne bliver samtidig sendt ud for at ordne nogle af dagens opgaver. En afslappet atmosfære med en livlig aktivitet.


Fra sÆlger til selvstændig

Søren Højsgaard er uddannet isenkræmmer og har en sælger i maven. Han har solgt alt fra dæk til byggematerialer. Han har været afdelingsleder i F. L. Schmidt koncernen med ansvar for at opbygge et værktøjslager. Dernæst havnede han i gartnerierhvervet først som indkøbschef, senere som salgschef, hvor det meste af arbejdstiden foregik på landevejen på vej til og fra kunder i hele Skandinavien.

Da han følte, at tiden var inde til at søge luftforandring i form af et jobskifte, besluttede han at starte som selvstændig.

- Det var et stort spring at tage. Jeg tjente dengang omkring 40.000 kr. om måneden. Jeg kunne ikke vide, hvordan det ville gå som selvstændig. Familien mente, at jeg var bindegal, siger han.

I december 1989 blev flora marketing skabt. En virksomhed, der leverer tryksager, marketingsløsninger, hjemmesider, emballage m.m. hovedsageligt til gartnerier.

- Det hele startede hjemme i familiens bolig. Jeg selv var for det meste på landevejen, udstyret med mobiltelefon. Efter fem år var virksomheden vokset så meget, at jeg kunne leje mig ind i de nuværende bygninger, som vi senere har købt, beretter Søren Højsgaard.


En virksomhed af handicappede

Der bliver budt på kaffe i demonstrationsrummet, hvor forskellige hjælpemidler er stillet frem. De har ikke meget med gartneriprodukter at gøre.

- For mig er bilen en tænketank, fortæller Søren Højsgaard. Det er her, at de fleste ideer opstår. Hvis en idé popper op flere gange i samme udformning, så er den værd at forfølge - sådan opstod AiD Hjælpemidler. Først var det tænkt som en konsulentvirksomhed for handicappede, der gerne ville starte egen virksomhed eller blot i gang med et arbejde. Firmaer skulle også kunne henvende sig om råd til indretning og støttemuligheder. Men der var ingen penge i det, kun en helvedes masse arbejde.

Han fortsætter engageret:
- Ideen er, at virksomheden skal beskæftige handicappede, der også på længere sigt skal styre og drive den. I dag er der to handicappede ansatte foruden mig selv. Det er ikke længere rådgivning, der er hovedaktiviteten, men derimod salg af udvalgte hjælpemidler. Det gælder om at kende sine begrænsninger. Der er alt for mange forskellige typer af handicap til at kunne dække alle behov.

Søren Højsgaard ved, hvad han taler om. Han er født med en sjælden sygdom, Von Girkes, der i dag er diagnosticeret som en muskelsvindsygdom. Fra teenageårene til midten af tredverne mærkede han intet til sygdommen, men derefter svandt kræfterne i benene så småt, og for fem-seks år siden blev han permanent kørestolsbruger og har i dag også en hjælperordning.


Livskvalitet er at gØre nytte

- Kommunen har bakket meget op om mine muligheder for at være i gang ved at stille de nødvendige hjælpemidler og hjælpertimer til rådighed, siger Søren Højsgaard. De ved, at så længe jeg driver forretningen, er der ingen udgift til pension. Der er derimod en skatteindtægt.

- Det vil jeg gerne have andre handicappede til at forstå. Med den rigtige hjælp kan vi fungere i arbejdslivet. Jeg accepterer aldrig min sygdom, men jeg har lært at leve med den og får det bedste ud af livet. Det samme ønsker jeg, at andre gør. For mig er livskvalitet at komme ud at sælge, tale med kunder og gøre nytte.

Det er vigtigt for Søren Højsgaard, at andre handicappede også får mulighed for at bidrage til samfundet gennem arbejde og på den måde få et andet indhold i livet. Derfor forsøger han blandt andet gennem foredrag at inspirere andre til at prøve kræfter med erhvervslivet.

- Det kan ofte være vanskeligt at finde handicappede, der vil gå ind i et arbejde og måske endda tage chancen at blive selvstændig. Jeg får nogle gange at vide, at jeg er lige hård nok, når jeg er ude at holde foredrag. Men jeg er jo af den gamle skole og mener, at hvis hovedet fungerer, så kan de godt komme ud at arbejde. Så brokker de sig. Men hvad er det, at mange af dem gør? De engagerer sig i handicapforeningsarbejde og gør et stort stykke arbejde. Hvor jeg blot siger, at de bare noget af tiden kunne være i arbejdslivet. Der er brug for dem. Mange tænker jo utroligt skarpt. Tænk, hvor meget de kunne organisere, siger han.


At bestemme selv

Søren Højsgaard har typisk en arbejdsdag fra klokken 8.30 til 18.00, der ikke levner megen tid til at dyrke hobbyer, men arbejdet i virksomheden er til gengæld blevet en hobby. Fritiden bliver ofte brugt sammen med familie og venner.

Han rejser gerne. Sidste års sølvbryllupsrejse med hustruen og deres tre voksne børn gik til Kenya. Det var én af de helt store rejseoplevelser, og Søren Højsgaard håber, at der senere vil blive mere tid til den slags.

Mødet er ved at være til ende, men selvom Søren Højsgaard skal nå at forberede et møde lidt senere på dagen, giver han sig tid til at fremvise og demonstrere nogle af firmaets produkter. En understregning af, at selvom arbejdslivet kan være hektisk, så er det ham selv, der bestemmer tempoet.

Klik er for at sende en mail til Dan Brock