Udfordringer giver selvtillid

Grænser er til for at brydes, mener Morten Knudsen, der udfordrer sig selv på rejser og festivaler

Af Dan R. Brock
Bragt i Handicap-Nyt, nr. 3 - april 2002

I det sydøstlige hjørne af Odense ligger et stort og afvekslende boligområde. Det rummer alt fra små boligblokke og rækkehuse til villaer. Variationen i byggeriet er enorm og det er yderst spændende at se på. Der er forskellig stil overalt. For enden af et vænge, der grænser op til en eng, kommer Morten Knudsen, 31 år, for at tage imod mig. På vej ind i den fælles gård, er der lige en nabo, der skal høre hvordan det går.

Efter at jeg er blevet budt på en god kop kaffe med kage, begynder Morten Knudsen på syngende fynsk at fortælle sin livshistorie:

- Jeg gik i folkeskolen i en centerklasse i Odense. Det var svært at finde ud af, hvad jeg skulle bruge mit liv til, derfor havnede jeg på Egmont Højskolen i Hou. Jeg var der i to perioder på hver ni måneder. Derefter kom jeg til at bo på Solbakken i Århus, i en udslusningsenhed, hvor jeg boede nogen tid, indtil jeg efter mange overvejelser flyttede tilbage til Fyn, hvor min familie bor. Her har jeg nu boet i ni år.

Medens Mortens hjælper skænker mere kaffe, beundrer jeg den tre værelses lejlighed, der ikke bare med sine skæve vinkler er arkitektonisk meget smagfuld, men også i farvevalg og indretning. Den store indrammede Pink Floyd plakat afslører Mortens store interesse for musik.

Et nyt liv

- Egmont Højskolen var et stort skub i den rigtige retning. Her fik jeg hår på brystet. Her begyndte jeg at lære noget om at klare mig selv, siger Morten og fortsætter:

- Den største udfordring var springet fra Solbakken i Århus til egen lejlighed. Jeg havde jo skabt mig en vennekreds deroppe. Og det viste sig hurtigt, at Århus var langt mere tilgængelig end Odense. Da jeg flyttede til Odense kunne jeg ikke komme ind i nogle af biograferne og måtte tage til Svendborg, hvis jeg ville se en film. Det er heldigvis blevet meget bedre nu.

Morten har brugt kørestol siden han var fem år, hvor han kom ud for en ulykke og brækkede nakken.

Da han flyttede til Odense fik han hjælperordning.

- Det var en stor omvæltning pludselig at skulle bo for mig selv, have hjælpere 24 timer døgnet og skaffe mig en ny vennekreds. Det var nærmest et nyt liv. I starten tænkte jeg meget på, hvordan jeg skulle klare at være arbejdsgiver. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der havde været et startkursus. Et kursus om jobsamtaler, om regler ved ansættelse og fyring, om vagtplaner, om sygdom og ferie og den slags. Ved nogle af de første ansættelsessamtaler vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, så min mor hjalp mig. Jeg har også støttet mig meget til en af mine venner, som jeg gik i folkeskole med.

Efter en slurk kaffe tilføjer han grinende:
- Jeg har stadig en af de første hjælpere, jeg ansatte, en anden har været her i syv år og en tredje i fem år, så jeg kan da ikke være den værste arbejdsgiver.

Livet er for godt til bare at ligge i sengen

Det er vigtigt for Morten at foretage sig noget og udnytte tiden.

- Jeg synes livet er for godt til bare at ligge i sengen, derfor kontaktede jeg en jobkonsulent, da dagene var ved at blive for lange. En dag kom hun og sagde, at jeg kunne undervise i edb i en af blokkene her i området. Jeg havde sgu' aldrig prøvet at undervise før, men jeg tog imod udfordringen og i dag underviser jeg mandag og tirsdag.

Morten fortsætter:
- Jeg har efterhånden fået opbygget en god vennekreds. Risikoen ved en hjælperordning er, at man nemt kan blive isoleret. Man må selv ud og finde venner og tage initiativ til at finde noget at beskæftige sig med, der er ingen der kommer og tager dig i hånden.

GrÆnser brydes

Morten er nærmest fast inventar på Midtfynsfestivalen, og på Langelandsfestivalen har han været med næsten lige fra starten. Han har ti års jubilæum i år. Han har købt en camp-let, hvor han og hjælperen kan overnatte. Han har også anskaffet sig et par særlige festivaldæk til stolen, der mest af alt ligner traktordæk. Det gør det nemmere at komme frem - især når det har regnet hele festivalen. - Jeg kommer hovedsageligt for at høre musikken, men samtidig møder jeg en masse mennesker hvert år, siger han.

Camp-letten har også gjort turen til Nordkap. Morten beretter om turen:
- Det var en udfordring at komme frem til steder, hvor der ikke engang var strøm til stolen og liften. Vi er så vant til det, at vi tager det for givet. Jeg har fået lavet en omformer, så jeg kan lade stolen op i bilen, når vi kører. Men det er et større problem, at vi kun må have hjælpere med på ferie i 14 dage. Vi kunne lige nå at stille camp-letten op, før vi skulle af sted igen. Der er jo lige så langt til Nordkap, som der er ned til støvlen i Italien.

- Jeg kan godt lide at bryde grænser og tage nogle udfordringer. Det giver blod på tanden til at komme videre, og så får jeg selvtillid. Jeg husker, da en af vennerne fra Århus ringede for et par år siden og spurgte, om jeg ville være med til noget vildt. Det ville jeg da godt. Vi skulle køre i vores el-stole fra Århus til København. Det blev en fantastisk tur, med stor opbakning fra folk vi mødte og meget presseomtale.

Med den sidste kage i munden, siger jeg på gensyn. For jeg er sikker på, at vi mødes på en af sommerens festivaler. Morten vil kunne findes i forreste række foran scenen.