Blandede oplevelser i Korona

Jeg har været med helt fra starten, da Kulturforeningen Korona blev dannet, og haft utrolig mange gode oplevelser.

Vi ønskede den gang, som nu, at skabe mulighed for målrettet at arbejde med forskellige udtryksformer indenfor teater og beslægtede kunstarter. Det har været vigtigt for os at indgå samarbejde med andre grupper og udveksler erfaringer med udenlandske kunstnere, professionelle instruktører og billedkunstnere. Handicappede og ikke handicappede. Vi ønsker at udforske mulighederne for et nyt og spændende kunstnerisk udtryk og blive så professionelle som mulige. Vi vil forsøge at udvikle de særegne bevægemønstre som den enkelte skuespiller besidder. Prøve at skabe et rum, hvor kørestole, stokke og skæve kroppe sammen med mennesker, der har sin fulde førlighed, smidighed og fysisk styrke kan udvikle nye udtryksmuligheder og teaterformer.

Jeg kan ikke lade være med at grine når jeg tænker tilbage på de mange sjove og underlige ting, som jeg har været med til at lave.

Jeg husker, da jeg sammen med 5-6 andre fra foreningen, havde startet min gamle bil, og kørt ned til Lillebæltsbroen. Broen havde jubilæum, og vi havde indvilget i at levere en mindre gøglerforestilling midt på broen, og dermed gøre dagen lidt festligere.

Her kørte, kravlede, humpede og trillede vi rundt iført klovnekostumer, miniskørter og høj hat til cirkusmusik, der strømmede ud af bilens cd-afspiller. I modsatte vejbane kom der først veteranbiler majestætisk kørende forbi. Senere kom kronprinsen og hundredvis af andre løbere halsende forbi i et hæsblæsende tempo. Vi andre forsøgte at tiltrække os en anelse opmærksomhed, så de fem der tilfældigt var kommet forbi, godt kunne forveksles med publikummer, der havde taget opstilling for at se vores verdenspremiere.

Jeg kørte rundt i vindstyrke 10 med regnen piskende ind i mit sminkede ansigt. De gule, røde og grønne farver på kinderne begyndte efterhånden, som regnen tog til i styrke, at ligne en farvepalet.

Gøglerforestilling på Lillebæltsbroen i hård kuling.

Jeg begyndte nu at trække en 5 meter lang snor ud af munden, samtidig med at den vrede cirkusdirektør forsøgte at genne mig på plads og annoncere næste indslag, der bød på kørestols og stokke akrobatik, gang på glasskår og fliseknusning på den spinkle kvindes mave.

Fakkelnumret blev en parodi på sig selv, da stormen blæste ilden ud, inden den stærke mand kunne nå at sluge den.

De fem trofaste publikummer var nu blevet til tre. Og da sidste tone lød gennem bildøren forsvandt også de, og vi andre kunne konstatere, at gadegøgl har svære kår en blæsende, kold efterårsdag midt på Lillebæltsbroen.

Forestillingen blev ændret betydeligt og vi havde den fornøjelse at kunne præsentere den på en teaterfestival i Spanien flere år senere.

Jeg tænker også tilbage på den gang, hvor vi deltog i et af Århus’ festugearrangementer, der blev kaldt ”Fremtidens ansigt”.

Flere fremtrædende debattører og aktører var inviteret til at holde tale i det fri, og give deres bud på fremtiden.

Vores opgave var at skabe en ramme om talerne. Der var til lejligheden konstrueret en stor talerstol udformet som et ansigt med en mund, hvor taleren stod. Det var nærliggende at vi skulle udgøre ansigtets krop. Derfor blev der kreeret 5-6 enorme røde hovedløse dragter med flagrende arme, som blev trukket ned over kørestolene, og vi fik muligheden for svagt at se ud gennem en lille firkant af noget gennemsigtigt stof. Vi fik udarbejdet en koreografi til bl.a. musik af Laurie Anderson, som vi kunne gøre vores entre til og på den måde sætte fokus på talerstolen.

Der blev øvet intenst, afprøvet kostumer og ændret lidt her og lidt der. De største huller på pladsen, hvor vores forestilling skulle tage form, blev udjævnet. Teknikken blev afprøvet. Vi var klar til premieren.

Det første der skete, da jeg kørte ind på scenen med min store hovedløse krop, var at jeg overså et mindre hul i jorden, der bevirkede at jeg bogstaveligt tabte hovedet.

Bumpet skubbede godt og grundigt til min muskelsvindler-krop, der ikke havde kræfter nok til at holde hovedet i lodret stilling. De næste par minutter forsøgte jeg at følge de andre så godt som muligt, med hovedet hængende nede på brystkassen og kun mulighed for at se ned i jorden.

Skaden blev dog rettet, da det lykkedes mig at finde et nyt hul, der skrånede den anden vej, så jeg ved hjælp af tyngdekraften kunne få mit hoved kastet baglæns, så det atter fik en delvis lodret stilling.

Dette skulle have givet mig den fordel at få udsyn gennem mit kighul. Det ujævne terræn og vinden havde derimod fået dragten til at dreje sig, så jeg ikke kunne se fremad, men kun havde et begrænset udsyn til den ene side. Det besværliggjorde manøvrerne på scenen en del.

Det blev ikke bedre, da venstre ærme på den hovedløse krop fik godt fat i mit forhjul på kørestolen, og endnu en gang tvang mit hoved forover, midt i en hæsblæsende cirkelbevægelse.

Atter en gang lykkedes det at komme på højkant.

Midt i kampen for at følge den indstuderede koreograf og for at holde hovedet oppe, hørte jeg signalet til at afslutte vores optræden, og forstod næsten ikke det allerede var slut.

Efter flere af publikums udsagn, have vores optrin været meget effektfuldt. Især blev dragternes bevægelser omtalt som meget virkningsfulde. Jeg må også indrømme, at jeg fornemmede, at min hovedløse krop havde helt sit eget liv på scenen.

De forskellige forestillinger og performances som jeg har været med til at lave i Korona har givet mig en fantastisk mulighed for at udtrykke mig på helt andre måder end jeg normalt gør i hverdagen. Desuden har det givet mig mange udfordringer, såsom at skulle lære tekster, at bruge stemmen anderledes, at bruge kroppen, at opfinde nye måder at bevæger sig på, at være med til at skaffe penge til teaterforestillinger og meget mere.

Det har også givet mig nogle særdeles gode muligheder for at møde mennesker, når vi har deltaget i teaterfestivaler i Danmark og udlandet. Og frem for alt har det været en god lejlighed til at lave noget sammen med andre, der har samme interesse.

For mig er kulturelle arrangementer spændende at overvære, men det er endnu sjovere at være med til at skabe dem.